beskrivelse af Bevæg dig glad - Husk det nu
Målsætningen er at skabe en øget sammenhængende indsats mellem den kommunale og den frivillige sektor for at skabe nye sundhedsfremmende vinkler og rammer for demente og pårørende i Fredericia kommune. Dette i et bredt samarbejde mellem pleje- og aktivitetscentrene i Fredericia Kommune, Fredericia Idrætsdaghøjskole og Idræt i dagtimerne, foreningen for Samvær og sundhed samt Fredericia kommunes demenskonsulenter. Herudover er den overordnede idé at aktivere borgere i Fredericia kommune, som ikke længere kan dyrke traditionel idræt pga. deres demens. Dette gøres ved at flytte idrætten ud til deltagerne ved brug af en karavane spækket med forskellige idrætstilbud, som udbydes i overensstemmelse og samarbejde med det professionelle plejesystem. Dette skulle gerne bevirke en øget livskvalitet – både for den demente og dennes pårørende.
Til at gøre dette er der tilknyttet en medarbejder, som skal stå for aktiviteten, men som sideløbende skal overdrage aktiviteterne til frivillige. Empowerment skal her være redskabet at den frivillige sektor kan medskabe nye og sunde netværk hvor sundhed og Idræt for demente er udgangspunktet.
Visionen er således, at der skabes nye rammer for samarbejdet mellem den kommunale og den frivillige sektor til gavn for begge parter og især også for den enkelte demente og dennes pårørende. Her er der udviklet en model for, hvordan der kan findes og udvikles frivillige hjælpere, som har fokus på trivsel, sociale rammer, positive netværk frem for kun resultatorienteret tænkning med træning og idræt.
Rammerne for Bevæg dig glad - Husk det nu er aktivitets- og plejecentrene i Fredericia kommune. Herudover vil Fredericia Idrætscenter også danne rammen om et aktivt værested – både for de demente deltagere, som kan deltage her med støtte, men også for de pårørende, som her kan få opbygget et øget socialt netværk gennem foreningen Samvær og sundhed, som henvender sig til ensomme ældre. Slutteligt finder aktiviteterne sted hos Idræt i dagtimerne.